Sune Mortensen
Uddannet teknisk designer i 2009
Ansat hos Midtconsult siden 2010

”Jeg har lidt for meget krudt i røven”

Siden 2011 har Sune Mortensen løbende været udstationeret for Midtconsult på forskellige projekter i København, herunder Kløverhuset i Værnlandsgade, Artillerigården, Teglværksbyen og senest på Grønttorvet. Dette har for Sune betydet, at hans ønske om at prøve noget nyt – og samtidig blive i Midtconsult – kunne opfyldes. Som udstationeret medarbejder får man ifølge Sune en masse viden fra forskellige kollegaer og faggrupper, der alle færdes på byggepladsen, ligesom Sune har opnået en fornyet åbenhed over for nye forslag og måder at gøre tingene på.

Samling på projektgruppen

Når Midtconsults medarbejdere udstationeres i København, er det for at de kan sidde sammen med medarbejderne fra de virksomheder, der samlet danner projektgruppen. Det er Midtconsults samarbejdspartner Ingcon, som har startet denne måde at arbejde sammen på. ”Det, at man samler projektgruppen under projekteringsfasen gør, at man hurtigt kan løse problemer og hjælpe hinanden. Man skal ikke bruge tid på mails, møder osv., men man sparer en masse tid, og springer flere led over, ved fysisk at sidde sammen.” forklarer Sune.

Denne måde at arbejde på bidrager ifølge Sune også til, at man får et kendskab til byggeri, som man ikke kan på andre måder: ”Det, at man kan gå ud og kigge på selve byggeriet og tale med de håndværkere, der skal udføre det fysiske arbejde, er det man lærer allermest af. Det har gjort mig åben for nye forslag og nye måder at gøre tingene på.”

Samtidig kan Sune god lide det ansvar, der følger med opgaven: ”Man får som udstationeret et større ansvar; man er ikke længere blot en medarbejder, men også en repræsentant for Midtconsult. Jeg ser det som et tegn på tillid at blive sendt afsted.”

En typisk arbejdsuge

Sunes udstationering betyder at han har fire lange arbejdsdage fra mandag til torsdag. Han kører fra sit hjem i Herning søndag aften, sover i sit eget værelse i skurbyen, møder på kontoret i samme skurby mandag morgen kl. 7.30 og arbejder så 10 timer mandag, tirsdag, onsdag og 7 timer om torsdagen, før han kører hjem til Jylland igen.

Selv om arbejdsdagene nogle dage kan blive endnu længere, fordi man bor så tæt på sit skrivebord, er der stadig tid til det sociale. På de projekter, Sune har været udstationeret, har der i gennemsnit været 10 medarbejdere i skurbyen, og Sune forklarer, at man derfor får et rigtigt godt sammenhold både formelt og uformelt. Samtidig er der tid til at nyde godt af alle de ting, hovedstaden har at byde på. ”Jeg forsøger at komme ud en gang om ugen og udnytter alle de muligheder, der er i København. Jeg er vild med Blues og har fundet en Bluesbar, der hedder Mojo. Det er godt med et afbræk efter en lang arbejdsdag.” fortæller Sune.

Selvom Sune er glad for at arbejde i København, vil han ikke flytte derover. ”Jeg er så glad for Herning, mine venner, familie og fritidsinteresser, men det er bare i København, det sker. Når jeg er derovre, giver jeg afkald på noget af mit privatliv, og derfor har jeg også fundet ud af, at jeg kun vil udstationeres 6 måneder ad gangen”.

Snart starter Midtconsult op på et nyt projekt i samarbejde med Ingcon. De skal bygge Ny Valby – en ny bydel, der skal ligge på den grund, der tidligere husede Grønttorvet. Projektet kommer til at betyde, at Sune og flere af Midtconsults medarbejdere kan få lov at blive udstationeret løbende de næste 5 år.

Kunne du forestille dig at være ansat i Herning eller Aarhus, men arbejde på store projekter i København, så kan det være, vi har drømmejobbet til dig. Tjek om vi har en ledig stilling, der passer din profil under job-fanen her på vores hjemmeside.


Følg os på LinkedIn