januar 2017

Mere plads til Midtconsult

2016 var et godt år for ingeniørvirksomheden Midtconsult, der oplevede stor vækst i både opgaver og medarbejderantal. Nu starter de 2017 med at flytte Aarhus-afdelingen til nye og større lokaler, der skaber rammer til at fortsætte den positive udvikling.


Midtconsults medarbejdere startede mandag morgen med at pakke flyttekasser ud og finde sig til rette ved sine nye arbejdsstationer.

Midtconsult kan se tilbage på 2016 som et begivenhedsrigt år med nye, store projekter som f.eks. Ny Valby, Uptown Nørrebro og Thomas B. Trigesgade, et årsregnskab, der slog interne rekorder - og et salg til svenske ÅF. Samtidig bød virksomheden 52 nye medarbejdere velkommen, og her i de første måneder af 2017 kommer yderligere 22 nye kolleger til. Det har skabt pladsmangel på Midtconsults Aarhus-kontor, som i dag er flyttet i nye lokaler på adressen Søren Frich Vej 34A, 8230 Åbyhøj.
Midtconsult har eksisteret siden 1974 med base i Herning, mens Aarhus-afdelingen blev etableret i 2008. Aarhus-kontoret har siden 2014 haft hjemme i ’den gamle biograf’ i Brabrand. Midtconsult har været glade for at bo til leje i de nyrenoverede biograflokaler, men glæder sig alligevel til de nye, flotte lokaler på Søren Frichs Vej. Her har Olav de Linde renoveret fabrikshallerne, der i starten af 1900-tallet blev brugt til produktion af havnekraner.
Fremover vil ’fabrikshallen’ danne rammerne for Midtconsults Aarhus-afdeling, der i dag beskæftiger ca. 70 dygtige og engagerede medarbejdere fordelt på konstruktioner, installationer, energi, anlæg, projektledelse samt specialister indenfor akustik, brand, commissioning, bæredygtighed og transportable konstruktioner. Derudover har en række supportfunktioner deres faste base på Aarhus-kontoret.
Midtconsults hovedkontor i Herning har ligeledes oplevet stor vækst i medarbejderantallet, og en omfattende ombygning af kontoret er derfor på tegnebrættet.

Midtconsults nye adresse pr. 23/1:
Søren Frichs Vej 34A
8230 Åbyhøj