december 2016

Midtconsult opkøbt af ÅF

Som en del af Midtconsults vækststrategi har virksomhedens seks partnere solgt ingeniørforretningen til den svenske koncern ÅF med overdragelse d. 1. januar 2017.

Salget skal styrke organisationens position på markederne for byggeri og infrastruktur i Danmark ved at kombinere den erfaring og viden, de to virksomheder besidder.

”Vi er rigtig glade for at kunne fortælle, at Midtconsult er blevet en del af ÅF. Vi har i vores strategi lagt op til at vækste indenfor nye forretningsområder i tæt samarbejde med en strategisk samarbejdspartner. Vi er glade for og trygge ved, at det er endt som et salg til ÅF - og ikke bare et mere uformelt strategisk samarbejde. ÅF er en succesfuld virksomhed, som bygger på mange af de samme grundværdier som Midtconsult, og vi kan derfor med sikkerhed i stemmen garantere vores kunder, at de i fremtiden vil opleve den samme høje standard i vores ydelser”, udtaler Thomas Duedahl, direktør i Midtconsult.

Midtconsult har været partnerejet siden stiftelsen, og de 6 partnere og den øvrige ledelse fortsætter deres virke i virksomheden. Kunder og samarbejdspartnere kan derfor fortsætte det tætte samarbejde med deres nuværende kontaktpersoner.

”At valget er faldet på ÅF bygger i høj grad på koncernens kerneværdier i forhold til medarbejderne som vores vigtigste aktiv. Det er vores ca. 200 medarbejdere, som skaber værdien for vores kunder, og derfor er det også vigtigt for os, at vi nu bliver en del af en virksomhed, hvor netop dette er i højsædet.”, fortæller Thomas Duedahl.

Midtconsult kunne med seneste årsregnskab berette om et rekordår, og med en masse spændende projekter i pipelinen har de budt ca. 60 nye medarbejdere velkommen i indeværende år. Det har også betydet, at deres Aarhus-kontor flytter i større lokaler i det nye år. Som en del af ÅF koncernen, planlægger Midtconsult at bygge videre på den vækst, de har oplevet de seneste år. Dette betyder også at Midtconsult navnet fortsætter, dog med tilføjelsen ’part of the ÅF group’.

Om salget udtaler Jonas Wiström, CEO i ÅF: “Kombinationen af ÅF og Midtconsult vil udgøre en ledende ingeniør- og rådgivningsudbyder på det danske marked for byggeri og infrastruktur og give vores infrastrukturdivision en solid platform for yderligere vækst i Danmark”.

Ingeniørvirksomheden ÅF har cirka 8500 medarbejdere fordelt på hovedkontoret i Stockholm og kontorer i mere end 30 andre lande. Deres årlige omsætning ligger på omkring 7,6 milliarder DKK. ÅF tilbyder ingeniør- og rådgivningsydelser indenfor de tre områder: energi, industri og infrastruktur. Området infrastruktur inkluderer også alle ydelser inden for byggeri.

For mere information kontakt:

Direktør i Midtconsult, Thomas Duedahl, mobil 21660532, e-mail td@midtconsult.dk

Hent Pressemeddelelse