Queens Corner

Fakta:

Bygherre:
Queens Corner
Totalentreprenør:
KPC Byg A/S
Arkitekt:
Henning Larsen
Areal:
4.500 m²
Årstal:
2007-2009
MC's ydelser:
Projektering af alle ingeniør-
discipliner.

Queens Corner er et markant kontordomicil på 12 etager plus parkeringskælder – beliggende i det centrale Herning. Huset består af en 3 etagers base med en integreret 42 m høj tårnbygning.

Bebyggelsens tre nederste etager også kaldet basen, følger i form matriklens geometri. Basen er udformet på en sådan måde, at der er en høj grad af fleksibilitet i forhold til indretning af erhvervslokaler i den nederste og mest offentlige del af bygningen. Basen rummer 890 m² kontorareal pr. etage. Tårnets grund-plan er på 216 m² og det gentages op gennem husets øverste ni etager. Alle kontorer er i øvrigt i et plan og partielt gennemlyste.

En stor fælles tagterrasse ovenpå basen giver personalet mulighed for udendørs ophold.

Netop valget af Golden Glory facadeplader af indisk granit er med til at hæve bygningen op på et højere arkitektonisk niveau. Der er monteret 3.100 m² Golden Glory granit, som er monteret med lodret stående fuger på et rustfrit stålanker/dorn-system.

I bygningens højeste del udelukker arkitekturen luftsluser i forbindelse med den indeliggende flugt-vejstrappe. For at sikre røgfrie flugtveje i en brandsituation, er der installeret et særligt ventilationssy-stem, der skaber et overtryk i trapperummet i forhold til de omkringliggende rum. På den måde sikres det, at røg fra en brændende etage ikke trænger ud i flugtvejen.

Bygningen er placeret ud til en af Hernings hovedfærdselsårer, Dronningens Boulevard, der har gjort det nødvendigt at dimensionere en del af bygningen for en særlig høj påkørselslast.

Tårnets lille grundplan har stillet særlig høje krav til konstruktionernes stabilitet.

Til bygningens 12 etages del, er der anvendt 26 sæt Freyssinet 7 x 15 mm wirer samt 36 sæt Macalloy stænger med en diameter på 50 mm i højstyrkestål. Freyssinet-kablerne er monteret i lodrette korrugerede rør, der er indstøbt i betonelementerne.

For hver fjerde etage er der foretaget en efterspænding af disse kabler, der ligesom trækker bygningen sammen. På den måde sikres bygningens stabilitet og robusthed, samtidig med at bygningen sikres mod svingninger og acceleration. Det sidste er meget væsentligt for den komfort, som bygningen vil opleves at have. Man føler heldigvis, at bygningen står stille, også i de øverste etager.